Når selvværdet mangler

(Uddrag af bogen Dit barns Selvværdsfølelse – Nøglen til dets lykke!)

Trangen til at blive anerkendt som en unik person, med retten til at blive elsket alene grund af det, ligger så dybt i alle mennesker, at vi tidligt begynder at spejde efter det, og desperat søger at opnå det når det mangler.

Bliver den mangel permanent, kan følelsen af ikke at have værdi for andre mennesker, blive en rodfæstet del af en persons selvopfattelse.

Det kan resultere i én disse 3 handlingsmønstre, eller kombination af dem:

Direkte forsvar: Udvikler forskellige maskespil for at dække over sin følelse af utilstrækkelighed; barnet opbygger en facade; kan være udadrettet og aggressivt.

Underkastelse:  Accepterer sit mindreværd som et faktum og lever et selvudslettende liv; eller

Tilbagetrækning: Trækker sig ind i sig selv, isolerer sig og stimuleres af en række fantasier, der fortoner de afvisninger barnet oplever.

Hvert handlingsmønster har sin egen sociale pris. De fleste børn vil ubevidst forsøge med en række forsvarsmekanismer, før de underkaster sig eller trækker sig indad; det er kun de sidste udveje. Børn giver ikke op så let.

Det direkte forsvar:

Når man forsvarer sig, bruger man per definition et våben eller en parade til at beskytte noget. Alle, voksne som børn, bruger disse forsvarsmekanismer fra tid til anden, til at beskytte deres integritet.

En parade kan bestå i at man praler mere end godt er. Et våben kan være at man taler dårligt om andre for at hævde sig selv, overfuser andre, angriber verbalt, mobber og udelukker andre.

Du kender måske den evigt arrangerende, altid kommanderende type. Altid i centrum, altid talende. Du ser der en forsvarsmekanisme i funktion, en facade.

Facaden: Nogle børn og voksne med en indgroet følelse af mindreværd har evnen til at bygge en facade op. Mønsterbarnet er et eksempel. Charlottes forældre viste, at de kun accepterede hende, når hun levede op til et ideal, de havde sat op. Så længe hun var ren, ryddelig og sød ville de kendes ved hende. Hun kendte godt til følelser som vrede, jalousi, frustration og usikkerhed. Hendes problem var, at de lå gemt godt af vejen, for hendes forældre ville ikke acceptere dem.

Hun fik aldrig lov til at udtrykke dem. For hendes forældre straffede ikke alene en forkert måde disse følelser blev udtrykt på, men også selve det faktum at de eksisterede.

På overfladen var alting fint. Hun brugte mange ressourcer på at pleje sit ”søde” og ”dygtige” image for at tilfredsstille andre. Hun blev en afhængig og føjelig person, som skræddersyede sine meninger og handlinger for at behage andre og gemme sit sande jeg.

Men selv om hun havde held til at behage andre, led hun af alvorlig mangel på selvværdsfølelse. Hun skjulte sit inderste jeg for andre, i troen på at hvis nogen vidste hvem hun virkelig var, ville de ikke elske hende.

Hendes kræfter blev brugt på at tage sig perfekt ud i stedet for at forfølge sine interesser og fokusere på sine evner og forfine dem. De blev brugt på at skjule sine følelser, istedet for at lære at udtrykke dem ærligt, men respektfuldt og konstruktivt.

Hun blev en slave af begrebet ”burde” og vurderede sin egen (og andres) succes på det ydre.

I sådanne tilfælde ”ændres fokus fra væren til optræden”, som Karen Horney beskriver det.

Vi har alle mødt mennesker, der optræder selvsikkert uden at være det. Nogle gange bliver vi narret, men ofte afslører en kraftig overdrivelse af dem selv en nervøsitet i deres opførsel, eller en sårbarhed, en møjsommeligt skjult følelse af utilstrækkelighed.
Larry var en smule for højrøstet, talte lidt for meget om sig selv, klappede lidt for hårdt på de andres skuldre, grinede lidt for længe af sine egne vittigheder og var aldrig sen til at grine af og latterliggøre andre. Det var tydeligt, at han optrådte selvsikkert i stedet for at være det.

Vi efterlades med en fornemmelse af, at vi aldrig kommer til at kende den rigtige Larry. Vi kan ikke krybe ind under facaden.

Facadens onde cirkel: Et barn med en facade holder sig selv fast i en lav selvværdsfølelse. Det ved, at dets maske ikke er ægte. Derfor mønter det andres ros på den facade, barnet har skabt. Barnet siger i virkeligheden:

”Når andre viser, de kan lide mig, mener de kun det, jeg lader som jeg er, ikke mit egentlige jeg”.

Godkendelse og ros styrker ikke barnets selvværd, for det betragter den som rettet mod sin facade, ikke mod dets egen inderste personlighed, dets virkelige jeg.

Vedkommende vil få svært ved dybe personlige forhold, for personens oplevelser, specielt i barndommen fra sine forældre, har vist at dens  personlighed er mindreværdig.

Måske virkede facaden beskyttende i barndommen, men som voksen hæmmer den personen. Hun tror, at den beskytter hende mod yderligere afvisninger af hendes personlighed, men det er en fælde. Og hendes forhold til andre vil hvile på et overfladisk grundlag, så længe de overhovedet opretholdes.

Den person, der føler sig værdifuld indvendig, behøver ikke at fremstå fejlfri udvendig for at behage andre. Når vi viser vores børn ubetinget kærlighed til deres personlighed (ikke deres præstationer), den de virkelig er (ikke det de gør), behøver de ikke en facade. Facader er skabt for at skjule, hvad man selv opfatter som en utilstrækkelig personlighed.

Underkastelse og tilbagetrækning

Barnet, der ikke opbygger en indre selvværdsfølelse, vil ty til underkastelse eller tilbagetrækning. Det gjorde Barbara og Harold. Barbara modtog ingen bekræftelser fra sine forældre, og med sin i forvejen passive natur gjorde hun kun få forsøg på at vinde andres accept. Hendes fars dominans og chauvinistiske holdning til kvinder gjorde hjemmet til et ukærligt sted. Igennem hele sin opvækst iagttog hun sin mor at blive behandlet som en dørmåtte. Med hende som rollemodel voksede hun op med den overbevisning, at hun ikke fortjente respekt. Som sin mor lod hun sig underkaste en uværdig behandling som voksen.

Harolds tidligste erfaringer lærte ham, at han ikke havde nogen værdi i sine forældres øjne. Han forsøgte at vinde deres kærlighed, men det lykkedes aldrig. Deres afvisning af ham og konstante indbyrdes kampe gjorde ham ubehageligt til mode i samvær med andre mennesker. Han var bange for at gøre tilnærmelser til andre, og de få forsøg han gjorde, endte ofte i nederlag. For Harold var verden et koldt sted, ikke et sted han kunne hente støtte og varme. I frustration over sit manglende held til at finde personlig tilfredsstillelse hos andre mennesker vendte han sig indad og fandt styrke i ensomme timer med dagdrømmeri. I sin fantasi færdedes han i en verden, han fandt tilfredsstillende. Derved undgik han yderligere nederlag i forsøg på at starte venskaber. Han valgte tilbagetrækning.

Med hensyn til underkastelse kan vi observere et bemærkelsesværdigt fænomen hos børn: Et barn, der bliver mobbet, holder sig ofte ikke på afstand af mobberne, men holder sig paradoksalt nok i nærheden og ”lader som ingenting”. Barnet har underkastet sig, accepteret situationen og forsøger ikke at gå, ændre situationen eller finde nye venner.

Reel mobning kan ødelægge selvværdsfølelsen for livet, og har man først underkastet sig, fortsætter mobningen ubarmhjertigt, og man bliver således et frivilligt offer. Denne accept af sit eget mindreværd vil følge barnet og gøre det sårbart resten af livet.

Har barnet en stor selvværdsfølelse hjemmefra, vil det ikke stå model til at blive mobbet. Det siger fra. Det forlader klasseværelset og finder andre venner. Det vil hverken underkaste sig eller acceptere at blive mobbet.

Alle børn kan rammes af dette til tider, eller i perioder være mere udfordret på deres selvrespekt. Det vigtige er, om sådanne handlingsmønstre bliver en del af barnets personlighed. Er det tilfældet, kan det ødelægge livskvaliteten og forholdet til andre.

Der er ofte en forbindelse mellem et barns vanskelige adfærd og dets råb om anerkendelse. Jo mere kontakthæmmet og aparte det opfører sig, des mere behov har det for kærlighed og påskønnelse. Jo stærkere og mere aggressivt dets forsvarsmekanismer virker, jo mere føler det sig fremmedgjort og uværdigt.

Jo mere barnet tyer til de tre forskellige adfærdsmønstre, jo flere afvisninger vil det møde. Den onde cirkel er nu fuld virksom. Vore retssale og fængsler har dagligt at gøre med mennesker, som er vokset op med forvrængede spejlbilleder af deres personlige værd, og de har betalt den højeste pris.

Den virkelige tragedie er, at det ikke er nødvendigt. En ond cirkel kan brydes eller helt undgås (se kapitel 6-13). Hver forælder, pædagog eller skolelærer står i en position, hvor de kan udsende positive refleksioner, som hindrer børn i at udvikle lav selvværdsfølelse. Direkte forsvar, underkastelse og tilbagetrækning er handlingsmønstre, vi alle kan hjælpe disse børn til at undgå. Hvis din omgang med dit barn ødelægger dets selvværd, vil det ty til en aparte adfærd for at forsvare sig.

Den gode cirkel

Når du forstår, at dit barn ”spejler” sig i dig og ser sit værd i dine signaler til det, kan du hjælpe det til at begynde en god cirkel. For positive refleksioner har akkurat samme dramatiske indvirkning på dit barns sind som negative.

Joe, for eksempel, vidste, at han var elsket og værdsat af sin familie. Når han legede med andre børn, var han fredelig og udadvendt. Han fandt derfor hurtigt venner, som befandt sig godt sammen med ham. Han behøvede ikke at forsvare sig i skolen og spille ”Karl-smart”, og kunne derfor deltage fuldt ud i undervisningen og dygtiggøre sig.

De positive refleksioner han oplevede hos sin familie, forplantede sig til hans venner og hans lærere. De bidrog alle til, at han var i en god cirkel, hvor hans følelse af selvværd gjorde han endnu mere vellidt og dygtig.

Den måde, du og jeg omgås vore børn i de første år, har betydning for, om de begynder en god eller ond cirkel af selvværdsfølelse, som igennem årene vil forstærke sig selv. Men selv under de bedste omstændigheder, og med dine bedste ønsker og intentioner, vil dit barn opleve afvisninger fra folk omkring det.

Men jo færre negative signaler det modtager fra dig, sammenlignet med positive, jo stærkere står det, når det skal vurdere sig selv.

Som forældre er vi ikke totalt ansvarlige for vores børns selvværdsfølelse. Graden af følsomhed og temperament kan være arvet og spiller også ind. Men vi spiller hovedrollen, og hvordan vi spiller den påvirker dets liv mange år frem.

Selvopfattelsen ændres

Selvværdsfølelse er ikke statisk, skønt den er svær at ændre, når den først er dannet. Et barns selvopfattelse ændres almindeligvis i takt med, at det vokser og oplever nye ting. Lisas selvrespekt får naturligvis et løft, når hun lærer at køre på cykel. Alle nye milepæle leder til sejre eller nederlag, og selvopfattelsen revideres løbende. Selvværdsfølelsen udvikles hele livet.

En fastlåst selvopfattelse

Sommetider kan et barns selvopfattelse fastlåses. Det kan være et problem. Hvordan sker det? Som vi har set bygger selvværdsfølelsen på, hvor meget man har følt sig elsket, respekteret og værdsat. Følelsen bygger på, at man er værd at elske, simpelthen fordi man er et menneske, og at ens individualitet anerkendes fuldt ud.

Men hvis denne følelse af menneskelig værdi mangler, kan selv vidnesbyrd om evner og dygtighed i visse situationer ikke engang overbevise barnet om det modsatte.

Det barn, der fundamentalt er overbevist om sit eget mindreværd, tillader kun de refleksioner fra andre, der bekræfter dets egen negative selvopfattelse.

Antagelsen ”jeg er ikke værd at elske” virker som et par solbriller, der blokerer for signaler, der siger noget andet. Barnet ignorerer eller tror ikke på de udtryk, der modsiger det eksisterende selvbillede.

Grunden til det er: Menneskers selvopfattelse skal give mening. Ingen kan acceptere to modsigende selvopfattelser. 

Vi har alle mødt mennesker, der ofte fremhæver deres egen utilstrækkelighed. Det er trist at iagttage deres mentale kredsgang, når de ignorerer alle beviser på det modsatte.

Deres selvopfattelse er fikseret i en skæbnesvanger negativ retning. Hvis de blot ville tillade andres anerkendelse at forplante sig i deres sind, ville deres selvopfattelse ændres, og de ville se sig selv, som de virkelig er.