Hvordan du styrker dit barns selvværd

Før du kan styrke dit barns selvværd på nogen som helst anden måde, er det nødvendigt at have disse grundlæggende facetter på plads, som beskrives nedenfor: Hvad udtrykker du, verbalt og nonverbalt, at dit barn er værd for dig?

Du er den dit barn elsker allermest, som det allerhelst vil gøre glad, som det tiltror den største viden. Det du udtrykker om barnet er i dets øjne indiskutable sandheder.

God læsning!

(Uddrag af bogen Dit barns Selvværdsfølelse – Nøglen til dets lykke!)

Har du nogensinde opfattet dig selv som et spejl? Du er et spejl, et psykologisk spejl dit barn bruger til at danne sin selvopfattelse. Ligesom et spejl giver dig en nøjagtig refleksion af hvordan du ser ud, giver du som forælder dit barn et for barnet nøjagtigt billede af hvordan dets egenskaber er.

Så hvad ser barnet når det ser din mimik, dine ansigtsudtryk og kropssprog? Smil? Gør barnet dig glad? Ser det anderkendelse og accept? Eller ser barnet skuffelse, skam, ærgelse i dit ansigt, når det ser på dig?

Hvad fortæller dit ansigt at dit barn er værd?

Citat fra  Dit barns Selvværdsfølelse – Nøglen til dets lykke!

Der er mange faktorer, der tilsammen gør, at du fungerer som et spejl for dit barn: Dets årelange fysiske og følelsesmæssige afhængighed af dig, at du udgør hele dets begrebsverden, og at du er den første, det kommunikerede med. For dit lille barn er din fuldkommenhed at sammenligne med en guds.

Én fireårig udtrykte denne opfattelse af forældres almagt, da han med sin far kørte igennem byen en aften. Fanget af lysene i vinduerne pegede han på ét, hvor gardinet var rullet for og spurgte: ”Far, hvad laver folkene i det hus?” ”Det ved jeg ikke”, svarede faren. ”Hvorfor ved du ikke det?” replicerede han fortørnet. For småbørn er forældrene almægtige og alvidende, og for en tre- eller fireårig er det logisk, at hans far kan se igennem et nedrullet gardin.

Læg venligst mærke til denne pointe! Et småbarn ræsonnerer som så: ”Disse store mennesker ved alting! De kan umuligt tage fejl. Det de siger, er altid rigtigt. Hvis de kalder de mig klodset, er det fordi jeg er klodset. Siger de, jeg er dum, så er jeg dum. Siger de at jeg er irriterende, er det sådan jeg er!” Netop fordi forældrene opfattes som alvise, er det i lyset af forældrenes ord og kropssprog at barnet skaber sin selvforståelse, og det opfører sig i overensstemmelse med den forståelse.

Som forældre må vi derfor huske, at når barnet betragter os og vores måde at kommunikere med det, spejler det sit eget værd i os. Vores ansigtsudtryk, øjenkontakt, kropssprog, toneleje og ord er alt sammen ufejlbarlige sandheder i barnets sind, om hvordan det skal betragte sig selv.

Polér dit spejl.

Så hvad forventer du af dit barn? Vær 100% sikker på at du udtrykker overfor barnet, om det lever op til dine forventninger, hvad enten du ved det eller ej. Men barnet ved det og forstår det!

At indse, hvad du i grunden forventer, og hvorfor, er første skridt til, at du kan ”polere dit spejl” og lade barnet se sit sande jeg. Lad os betragte nogle hyppige forventninger og baggrunde, der kan påvirke en forælders omgang med sit barn.

• Mangel på erfaring – Ens første barn er i sagens natur det, der oplever forældrenes uerfarenhed mest. Hanne, for eksempel, blev rasende over, at hendes søn ikke gad rydde op på sit værelse, men endte med at lege med legetøjet i stedet. Hun lod ham det også vide i tydelige vendinger, som ”du er komplet umulig”. Efter nogle år blev hun ikke længere overrasket over, at hendes tredje søn fandt det uoverskueligt at rydde op og let lod sig distrahere af legesagerne. Hun ville blive mere overrasket, hvis hun fandt værelset rent og nydeligt. I stedet satte hun sig på hug, og lo af hans koncentrerede leg, og sagde ”det er sjovt at lege, ikke? Nu skal mor hjælpe dig”. Simpel erfaring lærte hende, hvad der er rimeligt at forvente. Hun betragtede sit barn ud fra, hvad hun fandt naturligt. En opfattelse hun måtte graduere i takt med erfaringen.
• Andres standarder – Mange af vore standarder er i virkeligheden lånt fra andre. Én opfattelse kunne være, at et ”godt” barn er et stille barn. Og vi stempler den standard på vort eget barn. Vore egne forældres forventninger til os bruger vi ofte som målestok for vores børn. Sådanne ”lånte” kriterier tillader os at handle uden at tænke, analysere eller eksperimentere med, hvad der er naturligt for børn. De er lette at bruge, men kan koste dyrt. Tænk på udtryk som: ”rigtige drenge græder ikke”; ”rigtige piger leger med dukker, og rigtige drenge gør ikke”; ”rigtige drenge er gode til sport”, ”hvorfor sidder du bare og tegner? – gå dog ud og spil fodbold med de rigtige drenge”. Vi bedømmer ofte, hvad der er et rigtigt barn, uden at vide, hvorfra vi har målestokken. I et moderne samfund er børn meget tydelige udtryk for, hvad forældrene ønsker. De bliver for eksempel ofte klædt ”sejt”. Vi presser dem ind i en form, vi mener er den ”rigtige”. Håret bliver farvet og så videre. Hvem sætter normen for moden blandt børn? Er det børnene selv, eller er det forældrene? Og er det i virkeligheden forældrenes egne normer, der er i brug, eller er det ikke snarere kommercielle interesser, der bestemmer? Vi må være opmærksomme på ikke at indrullere børn i rotteræset for tidligt og pådutte dem en personlighed, de ikke selv har udviklet.
• Rudimentære ønskedrømme – Nogle af vore forventninger kan også være skabt ud fra rudimentære ønskedrømme. Som faren der mente, at en dårlig ryg havde afholdt ham fra en karriere som professionel fodboldspiller. Hans søn var ikke ret gammel, før der blev lagt et vist forventningsmæssigt pres på ham om at skulle spille god fodbold. Farens egne uindfriede drømme slørede hans forståelse af, at hans søns evner og ønsker ikke partout var de samme som hans.
• Egne behov for anerkendelse – En bestemt opførsel over for barnet bunder måske i et personligt behov for anerkendelse og frygt for at vække anstød og være anderledes. Ét eksempel kunne være Tina, der får besøg af naboen, som er meget striks og disciplinær. Pludselig opfører Tina sig som en ren tyran over for sine egne børn. Hvis hendes gæst derimod er meget efterladende, får hendes børn også lov til alting og lidt mere. Hendes opførsel over for børnene afhænger af, hvem hun er sammen med, affødt af hendes egen lave selvværdsfølelse og hunger efter påskønnelse. Et andet aspekt af dette er den status, børn kan give deres forældre. Måske skal Thomas absolut være den dygtigste i sin klasse, spille på tre instrumenter og være den bedste til karate. Forældrene siger, at det er for hans eget bedste, og det er rigtigt. Men de soler sig i hans succes og bruger ham som et udstillingsobjekt uden at vide det. Måske er vi selv ikke mindre end fantastisk dygtige og betragter barnet som en forlængelse af os selv, i stedet for som en selvstændig person. Hvis barnet ikke ”leverer varen” og tilfredsstiller vore forventninger, såres vor egen forfængelighed. Vi forventer, at alt der kommer fra os, skal skinne lige så smukt på himlen, som vi selv gør.

Urimelige forventningers indvirkning på selvværdsfølelsen

Dit barn opfatter altså sit eget værd i forhold til dine paradigmer og i forhold til, hvor godt han lever op til dine forventninger. Et konstant pres for at gøre mere og gøre det bedre resulterer ofte i, at barnet udvikler et krampagtigt forhold til sine egne evner. Når en mor eller far konstant udtrykker misbilligelse, siger de indirekte til barnet: ”jeg kan ikke godkende dig!” og ”du lever ikke op til forventningerne!” Når vores forventninger til et barn er for høje eller direkte urealistiske, bliver vi skuffede. Og vores skuffelse, som er umulig at skjule, virker som termitter: De udhuler det fundament, vort barns selvværdsfølelse skal bygges på.

Børn betvivler ikke rimeligheden i vores forventninger; de betvivler deres egne færdigheder.

Betyder det, at alle forventninger til barnet skal skrottes, for ikke at ødelægge dets selvværd? Nej! Ligesom for høje og forkerte forventninger giver barnet en følelse af nederlag, gør mangelen på forventninger det samme, for det udtrykker: ”Hvorfor forvente noget af dig? Du kan nok ikke alligevel!” Sådan et udtryk for manglende tillid kan også forvanske et barns følelse af egenværd. Robert Rosenthal, professor i psykologi ved Harvard Universitetet, fandt, at de børn, hvis lærere havde tillid til deres indlæringsevne, øgede deres IQ med mellem 15 til 27 point!

Nonverbale positive refleksioner fra læreren hjalp børnene til at tænke ”jeg kan!” Den hårfine balance ligger i realistiske forventninger til barnet, kædet sammen med en varm og kærlig tro på barnet som et individ med sine egne særlige evner.

Strenge, urealistiske forventninger siger i virkeligheden: ”Vær, som jeg ønsker, du skal være. Vær ikke dig selv”.

Realistiske forventninger

Prøv i de næste dage at observere din adfærd over for dit barn. Hvad forventer du, hun kan? Hvad forventer du, hun ved? Hvor intelligent skal hun være? Hvad skal hun forstå, uden at du forklarer det? Hvad kan hun holde til uden at blive urimelig?

Undersøg dine forventninger i lyset af disse spørgsmål:

1. Hvorfor forventer jeg dette? Hvem har jeg det fra?
2. Lukrerer jeg selv på det?
3. Er det til fordel for mit barn eller mere for mig selv?
4. Hvilke formål tjener det?
5. Er det realistiske forventninger at stille til et barn i den alder og med den baggrund og temperament?

Konklusion

Dit barns vigtigste kilde til følelse af selvværd, er altså din kommunikation med det. Dine ord og dit kropssprog. Hvis du vil styrke det selvværd kan du derfor tage disse ting i betragtning:

• Se på det, og smil: Jo mere jo bedre! Især mens det er spæd. Gentages det tusindvis af gange igennem opvæksten sættes et uudsletteligt indtryk i barnets selvopfattelse. Husk at ord ikke taler så stærkt som kropssprog.
• Ros dets person, ikke dets handlinger. Kritiser handlingerne, ikke personen: Det er vigtigt at barnet kan adskille dets personlige værdi fra dets handlinger. Hvis det gør noget forkert er det ikke dets værdi som menneske der har lidt skade. Hvis det præsterer godt, føler det ikke at andres kærlighed er betinget af dets præstationer.
• Brug tid sammen med det: Det behøver ikke være “kvalitetstid”. Det kan også blot være tid sammen til praktiske ting, som at vaske op, slå græs, handle ind. Barnet føler at det kan bidrage, og at du kan lide at være sammen med det.
• Vis det ubetinget anerkendelse: Dets meninger, følelser, smag, præferencer er barnets, og det har ret til dem. Ros barnet hver gang det udtrykker noget som helst der kommer fra “dets inderste”. Du behøver ikke være enig. Men vis anerkendelse af dets ret til at være den det er.