fbpx

Se vores produkter fra Pinolino

Giv drømmene liv

Skønne skubbevogne

Din babys fantastiske hjerne – del 1

Vidunderlige Uger - Din babys hjerne

Så sent som i 1977, da en gruppe sygeplejersker fra Seattle spurgte nogle første gangs gravide kvinder hvornår de mente deres børn ville begynde at registrere omgivelserne, var gennemsnitsalderen 2 måneder, ifølge de kommende mødre. Nogle af dem mente at det først var omkring 1-årsalderen!

Sandheden er at selv i moders mave kan barnet registrere og genkende kompliceret kommunikation såsom en historie – det vil vi fortælle mere om længere nede.

Længe før dit spædbarn overhovedet siger sit første ord, kan det tælle, huske begivenheder, og løse problemstillinger! Det kan genkende ansigter og stemmer, og smage forskel på nogle basale smagsnuancer! Din babys hjerne arbejder på højtryk for at bearbejde informationer og udbygge de neurale forbindelser der vil tjene som fundament for dets emotionelle, sociale, og intellektuelle udvikling livet igennem.

Din babys fantastiske hjerne

Konstruktionen af dette fantastiske organ begynder allerede få uger efter undfangelsen, når nogle fosterceller, forudbestemte til at blive hjerneceller, begynder at multiplicere med den utrolige hastighed af 250.000 i minuttet. Frembragt i et slags neuralt rør (som senere bliver til rygmarven), begynder cellerne en fordeling, som senere bliver til de forskellige centrer i hjernen. På det tidspunkt hvor barnet fødes, er hele hjernen fysisk set færdigbygget, med alle sine ca. 100 til 200 milliarder celler.

Alle disse milliarder af celler venter kun på at blive brugt. De søger ivrigt at danne forbindelser til andre celler. De sulter efter stimulering, udfordringer og læring. Hver eneste hjernecelle vil i gennemsnit danne forbindelse til 10.000 andre celler. Der dannes mere end 1 million i sekundet. Antallet er forbindelser er astronomisk, og det lille barns potentiale er grænseløst.

De forbindelser der ikke bruges, fjernes efter nogen tid i en hensynsløs proces der kaldes apoptose, ”programmeret celledød”.

Men de forbindelser der bruges flittigt i babyhjernen, de forbliver. De vil for altid være en styrke hos barnet, en evne, ”modersmålet”. Det glemmes aldrig.

Overraskende opdagelser

Forskerne Linda Acredolo og Susan Goodwyn som arbejder ved University of California har samlet nogle banebrydende undersøgelser af nyfødtes evner i en bog med titlen Baby Hjerner. Resultaterne er især interessante for dig som er forælder til en baby.

Lad os tage nogle eksempler på hvad videnskaben har opdaget:

  • En nyfødt kan genkende en historie hun har hørt som foster! Omkring fyrre år efter at hans første bøger fandt vej til bogreolerne, kan den amerikanske børnebogsforfatter, Dr. Suess, stadig tryllebinde de mindste med sine fortællinger. Mange børn er faldet i søvn til “Horton Hears a Who”, eller “Green Eggs and Ham”. Men der har meldt sig nogle nye medlemmer ind i Dr. Seuss’ fanklub, som har begejstret forskere. Lille Micaelan er et godt eksempel. I modsætning til den almindelige tre-fireårige Dr. Seuss-fan, opstod Micaelan’s interesse før hun blev født! Hvad mere er: hun gav udtryk for sin interesse blot få timer efter hun havde taget sit første åndedrag. De forskere der overhovedet kunne finde på at spørge hende var Dr. Anthony DeCaspar og Dr. Melody Spence ved University of North Carolina i Greensboro. De havde udtænkt et eksperiment der skulle vise om indlæringen begynder før fødslen. Så de bad en gruppe gravide kvinder om at højtlæse en populær bog af Dr. Seuss, The Cat in the Hat, to gange om dagen, de sidste seks uger af deres graviditet. Inden for få timer efter fødslen, mens de var i færd med at amme, skulle de lade deres nyfødte bestemme hvilken historie de ville høre, den af Dr. Seuss, eller en anden. De nyfødtes afgørelse kunne bestemmes ved måden de diede på, og resultatet var tydeligt: De foretrak bestemt den de var ”vant” til. Og dermed understregede de at indlæringen og opfattelsen allerede begynder i moders liv. Det kan godt være at den ufødte ikke kan se sin mor, men den kan i sandhed høre hende.
  • Én dag gammel baby imiterer sin fars ansigtsudtryk! James, den stolte far til én dag gamle Timothy, lænede sig ind over barnevognen, og stirrede forundret ned i hans ansigt. I et forsøg på at fange Timothys opmærksomhed stak James gentagne gange sin tunge ud, og rykkede den fra side til side. ”Det virker”, tænkte James da han så Timothys øjne fæstne sig på ham. Og så, til James’ store overraskelse, stak Timothy selv sin tunge ud! James blinkede vantro med øjnene, overbevist om at hans fantasi havde spillet ham et puds. Men Timothy, stadig med øjnene koncentreret på sin far med den lidt skeløjede stil der kendetegner nyfødte, stak igen sin lille tunge ud. ”Det er et tilfælde!”, tænkte James, ”han er én dag gammel. Han kan ikke imitere mig.”

Men det var hverken James’ fantasi der var på spil, eller en ren tilfældighed. Timothy imiterede faktisk sin far! I en undersøgelse der virkelig skabte røre i den videnskabelige verden, konstaterede Andy Meltzoff fra Univeristy of Washington, at spædbørn helt ned til én dag gamle, bevidst kan imitere enkle bevægelser. Når de betragtede deres ”samtalepartner” stikke deres tunge ud, lave trutmund, eller åbne munden helt, gik disse unge babyer i gang med at imitere ansigtsudtrykkene. Da denne nyhed blev offentliggjort, blev den modtaget med stor skepsis fra mange eksperter indenfor udviklingspsykologi. Men i dag, efter gentagne undersøgelser af nyfødte i mange dele af verden, er vi mere sikre i vores sag. Nyfødte, fra Amerika til Skandinavien og fra Israel til Nepal, lader til at komme til verden med et trang og evne til at imitere og gentage andre menneskers adfærd.

  • Tre måneder gammel baby opdager et handlingsmønster… og forudsiger fremtiden. Lyset dæmpes og tæppet går op. Tre måneder gamle Trina sidder veltilpas i sin stol, klar til at nyde showet. Hvilke film skal hun se på det store lærred? Selvom den næppe bliver indstillet til en Oscar, er den to minutter lange film alligevel et hit hos Trina og andre tre måneder gamle. Designet som den er med spædbørns sind i tanke, udfordrer ”Mysteriet om de forsvundne billeder”, som vi kan kalde filmen, Trinas evne til at forudsige hvad der skal ske fremover. Producerne og instruktørerne er Marshall Haith og Naomi Wentworth, og deres kolleger fra University of Denver, som i flere år har arbejdet med babyer som Trina. Plottet er det samme i alle deres film. Enkle mønstre (med firkanter, cirkler eller ansigter) dukker op på skærmen ét af gangen, og forsvinder igen. Det sker enten på den ene side af skærmen eller den anden, alt imens en computer registrerer hvor på skærmen babyerne kigger. Udfordringen for babyerne er, i alt sin enkelthed, at fokusere på det sted på skærmen hvor de forventer at det næste billede vil dukke op. Objekterne dukker altid op på de samme steder i en given film (højre og venstre side, for eksempel), men i nogle film er rækkefølgen ordnet efter et forudsigeligt mønster (højre-venstre, højre-venstre), mens de i andre film er tilfældig. Hver film varer 2 minutter, med cirka 20 gentagelser af sekvensen. Kan babyer på to-tre måneder opfange sammenhængen i en kompliceret sekvens, effektivt bedømme hvor på skærmen det næste billede optræder, og fokusere deres synsfelter på det sted, inden det kommer? Det kan de! Hvad mere er, eftersom intervallet mellem billederne er meget, meget kort, lærer de hurtigt at flytte deres øjne hurtigt. Og de er ikke begrænset til højre og venstre. For nylig udbyggede Denverforskerne deres forsøg til at omfatte venstre, højre, øverst og nederst. Og babyerne klarede det fint.

Kickstart din babys hjernekapacitet

Hvad kan du bruge dette til? Linda Acredolo og Susan Goodwyn har på baggrund af denne forskning sammensat 36 lege, og 74 forældretips, du kan bruge til at stimulere netop de centre i hjernen der vil tjene dit barn bedst i dets fremtidige liv.

Det drejer sig om udvikling indenfor

  • Matematik
  • Musik
  • Sprog og læsning
  • Logisk tænkning.
  • Kreativitet

Alt sammen ukomplicerede aktiviteter, med gratis remedier og nogle din baby i forvejen elsker.

Bruger du dem, vil du styrke din babys forbløffende hjernekapacitet, og det vil med sikkerhed gavne hende resten af livet. Din belønning lige nu? Den bedste og mest smittende lyd der findes: din babys latter. For hun vil helt sikker nyde disse lege, og bruge timer på dem.

God fornøjelse til jer begge!

0
    0
    Din kurv
    Your cart is emptyReturn to Shop